
- Hestelus i forstørrelse
Lus hos heste
Heste kan angirbes af flere forskellige slags lus, men i praksis ser vi kun den lille hestelus (damalina equi) herhjemme . Den er en lille lus på ca. 2-3 mm, der lever hele sit liv på heste.
Lusene kan overføres fra hest til hest via kontakt, sadelunderlag, børster eller ejerens jakke. Lusene overlever dog kun få døgn udenfor hesten.
Lus elsker en tyk vinterpels - så har de optimale forhold og kan blive til rigtigt mange i løbet af en vinter. Derfor er vores typiske luse-hest en tætpelset hest/pony, der begynder at klø sig tiltagende i løbet af det tidlige forår. Lusene holder især til under pandelok, i manen og halerod. Er der mange, breder de sig ned af halsen, flankerne og lårene.
Lusene gnaver skæl af hestens hud og medfører en intens kløe, der resulterer i at hesten gnubber det meste af pelsen af.
Alle heste i en flok smittes med lus, men det er ofte kun på enkelt dyr, at man ser kløen.
Behandling af lusene foregår ved at sprøjte de angrebne områder med Frontline spray. Frontline er et loppemiddel til hund og kat og er ikke godkendt til behandling af heste. Vi anbefaler derfor, at man først prøver med en lille plet på hesten. Hvis ikke der i løbet af 1-2 dage ses reaktioner, kan hele hesten behandles. Frontline er testet på 200 islændere uden tegn på bivirkninger. ved behandling vædes pelsen godt igennem, så den føles våd. En stor hest bruger en hel 250 ml spray, mindre heste kan dele en flaske. Ponyer med megen vinterpels kan evt. klippes før behandling.
Alternativt kan man bruge Frontline eller Advantage i pippetter. Her dryppes hesten langs med man, overlinie og halerod samt under pandelok. En pakke med 3 pippetter til store hunde er nok til en hest. Midlerne er ikke godkendte til hest, så evt. bivirkninger er på eget ansvar.
Husk desuden at alle heste i flokken skal behandles, ellers smitter de hinanden igen. Tæpper og børster vaskes ved 60 grader eller lægges en nat i fryseren.
