Nye regler om ejeres behandling af deres hest
Ifølge EU er heste produktionsdyr og underlagt samme lovgivning, der gælder for svin og køer. Det betyder, at hesteejere ikke længere selv må give deres heste medicin, f.eks. ormekur eller antibiotika udleveret til efterbehandling af dyrlægen. Undtaget er kun hesteejere, der har været på medicinhåndteringskursus eller som har arbejdet minimum 6 mdr. fuldtids med dyr. Reglerne kan ses på fødevarestyrelsens hjemmeside www.fvst.dk.
Desuden skal alle hestehold indberettes til plantedirektoratet og ejeren skal overholde reglerne for foderhygiejne. De består bl.a. i, at man skal gemme alle sine indlægssedler fra foder og tilskudsmidler, så man altid kan se, hvad hestene er blevet fodret med. Desuden må man ikke fodre hesten med rene tilsætningsstoffer. En nærmere gennemgang af reglerne kan findes på plantedirektoratets hjemmeside www.plantedirektoratet.dk
Heste der er chipmærkede og i deres hestepas registreret som udelukket fra konsum (slagtning), skal ikke overholde de ovennævnte regler.
Fordele ved chipmærkning:
- Din hest må ikke slagtes. Ingen risiko for at den engang ender på en langvarig transport til et slagteri i Sydeuropa.
- Dyrlægen kan frit behandle den med medicin uden tilbageholdelsestid Du kan selv efterbehandle den og selv give den ormekur.
- Du slipper for at bekymre dig om foderhygiejneforordningen, men kan frit fodre din hest uden at skulle gemme alle papirerne.

