Før du køber hund
At anskaffe sig en hund er en meget vigtig beslutning. Du skal huske på, at en hund gennemsnitligt bliver omkring 12 år gammel. Det kræver derfor grundige overvejelser før, du anskaffer dig en hund.
Jo bedre man sætter sig ind i, hvad det vil betyde for ens liv at have hund, jo større er sandsynligheden for, at I vil få stor fornøjelse af hinanden i mange år fremover.
Nogle af de vigtigste overvejelser er:
Hvor meget tid, vil jeg bruge på hunden dagligt? Hvor meget skal den være alene hjemme?
Hvad forventer jeg af hunden, skal det være familiehund, jagthund, vagthund el. lign.
Har jeg råd til at have hund? Selvom man nok ofte synes, at det er dyrt at købe en hund, skal man være klar over, at prisen ikke er ret høj i forhold til, hvad det koster på længere sigt at have hund.
Der er udgifter til udstyr (hundekurv, line, halsbånd, madskål mv. ) foder, vaccinationer, andre dyrlægebesøg, lovpligtig ansvarsforsikring og evt. hundetræning, udstillinger og lign.
Når man har besluttet sig for, at man vil have hund, kommer man til det store spørgsmål: hvilken race skal jeg vælge?
Det er vigtigt, at man ikke vælger en hund udelukkende på udseendet. Selvfølgelig skal man have en hund, man synes er pæn…. Men det vigtigste ved valget er at se på temperamentet. Så man får en hund, der passer til ens egen livsstil og væremåde. Har man børn eller regner man med at få det mens man har hunden, skal man naturligvis vælge en børnevenlig hund.
De aktive hunderacer kræver mere tid til gåture, træning m.m. end de mindre aktive. Men alle hunde skal ud at gå hver dag –også når det regner! Anskaffer man sig en aktiv hund, og ikke får dækket dens behov for aktiviteter, er der meget stor risiko for adfærdsproblemer.
Desuden må man påregne mere tid til soignering og frisering af de pelsplejekrævende racer.
Skal det være en racehund eller en blanding? Der findes rigtig mange utroligt søde blandingshunde, men der findes også nogle som har arvet nogle uheldige egenskaber. Ved at vælge en racehund kan man på forhånd vide mere om, hvilken type hund man får. Hos opdrætteren kan man få lov til at se moderhunden og vurdere hendes temperament. Som regel kan man også få faderen at se. Ved mange blandingshunde, kan man være i tvivl om hvem faderen er. Husk at få så mange papirer og oplysninger med som overhovedet muligt på forældrene, så du senere kan bevise, at hunden ikke indeholder gener fra de forbudte hunderacer.
Desuden kan man ved at købe en stambogsført hund i større grad sikre sig mod visse arvelige sygdomme (f.eks. hofteledsdysplasi)
Skal det være en hvalp eller voksen hund. De fleste vælger at anskaffe sig en hvalp, der er selvfølgelig en del arbejde med det, men også mange sjove oplevelser. Fordelen er at man selv få lov til at præge sin hund fra starten.
Fordelen ved at vælge en voksen hund er at man slipper for renlighedstræning og formentligt for det meste af opdragelsen. Man kan finde en voksen hund på dyreinternatet ( www.dyrenes-beskyttelse.dk) Ulempen er, at man ikke kan vide, hvad hunden har oplevet, men på dyreinternaterne er de gode til at vurdere hundene og videreformidler kun dem, der kan klare at komme til et nyt hjem.
Tag først ud at kigge på hund, når I er sikre på, at I skal have hund og hvilken race. Uanset race eller type hund, er alle hvalpe uimodståeligt søde, og det kan være svært ikke at tage dem alle med hjem.
Hvalpesikring af hjemmet.
Før du får hundehvalpen hjem, kan det være fornuftigt at se på dit hjem med en hundehvalps nysgerrige øjne. Det kan være en rigtig god ide, at stille dine yndlingssko (og alle de andre sko) væk i et skab eller et værelse, som hunden ikke kommer i. De fleste hundehvalpe er vilde med at gnave i sko og andre ting, så fjern de ting du kan og vær opmærksom på, hvilke ting du lader ligge fremme i hundehøjde. Et er, at hunden kan komme til at ødelægge ting, som du er glad for, et andet er, at der er mange ting i vores hjem, som kan være livsfarlige for din hund: synåle, cigaretter, ledninger, visse stueplanter, mørk chokolade, rosiner, medicin, små stykker legetøj, børnesutter, kurvemøbler, kølervæske, insektgift, rengøringsmidler o.l.
Nyttige hjemmesider:

Er du nu helt sikker på, at du er klar til at få hund?
Gennemfør denne lille test.
Fordel kold æblejuice på boligens tæpper og gå derefter barfodet rundt i mørke.
Stil vækkeuret til kl. 4.00. Når vækkeuret ringer løber du hurtigt udenfor huset og råber: "Tis, tis... dygtig hund... tis, tis... dygtig hund". Øvelsen skal kunne udføres uden blå mærker.
Fordel en god håndfuld våde hundehår i dit nyvaskede sengetøj. Til mørkt betræk skal du bruge lyse hundehår, til lyst betræk, skal du bruge mørke hundehår. Væn dig til den rare kløende følelse og lugten af "våd hund".
Brug 30 minutter til at lege "grib bolden" med en våd tennisbold.
Løb barfodet ud i sneen for at lukke havelågen. Denne øvelse skal du kunne udføre uden at bruge bandeord.
Vælt en kurv med rent vasketøj og spred tøjet ud over bryggersgulvet. Træd på tøjet og kast det rundt i hele rummet. Tøjet skal herefter samles, sorteres og lægges sammen. Øvelsen skal udføres 4 gange i træk.
Inviter svigerfamilien til middag. Inden middagen skal du placere et par brugte underbukser midt i stuen. Øv dig i at fjerne underbukserne uden at gæsterne bemærker dette.
Tænd for din favorit TV-serie. 4 minutter før episodens afslutning (lige der hvor den rige unge krigslæge kaster sig på knæ foran den unge blonde enke) skal du hurtigt løbe ud i bryggerset, mens du kærligt hvisker: "Nej skatter... du skal gøre det udenfor". Smil, mens du går glip af seriens slutning.
Stå tidligt op og fordel kold chokoladepudding på boligens tæpper - lad buddingen sidde og forsøg herefter at fjerne den når du kommer træt hjem fra arbejde. Øvelsen skal udføres medens du fornøjeligt fløjter "må man få hunden med op i himlen.."
Krads en række huller med en skruetrækker i benene på dit spisebord. Gør dette uden at græde.
