Tandrensning af hund
Når man skal have sin hund til tandrensning foregår det som oftest på den måde at man afleverer den på klinikken fastende (dvs. ingen foder fra midnat) om morgenen mellem kl. 7.30 og 9.00 på den aftalte dag. Så bliver hunden vejet og sat i et bur.
Inden bedøvelsen undersøger dyrlægen hunden (lytter på hjerte og lunger) og hvis den er sund og rask vil dyrlægen give en beroligende sprøjte, for at give en bedre effekt af selve bedøvelsen.
Når hunden er faldet til ro vil den blive lagt i fuld bedøvelse. Dyrlægen barberer et lille felt på det ene forben for at tydeliggøre blodåren, hvor der sprøjtes en nøje afmålt mængde bedøvelse ind. Når hunden er faldet i dyb søvn, vil dyrlægen intubere (lægge en blød slange i luftrøret) hvorefter den kobles på anæstesiapparat, hvor vi kan justere mængden af ilt og anæstesimiddel.
Vi starter tandrensningsproceduren med at undersøge mundhulen og gennemgå tænderne og vurdere dybden på tandlommer. Herefter renses alle tænderne med ultralyd ligesom hos tandlægen og som afslutning poleres alle tænderne med en speciel pudsecreme. Dette gøres for at tændernes overflade skal blive glat, så nye belægninger har sværere ved at hæfte fast.
Til sidst vurderes om det er nødvendigt at give smertestillende og antibiotika. Vi slukker for anæstesi-tilledningen og lader hunden ligge på rent ilt, indtil den er tilstrækkeligt vågen til at komme tilbage i buret.
Derefter bliver den puttet under et tæppe i sit bur, så den holder kropstemperaturen. Vi tjekker hunden løbende gennem hele opvågningen. Om eftermiddagen kan du hente den igen. Din hund vil nu være vågen, men stadig lidt omtåget og skal have ro til at hvile sig derhjemme i trygge omgivelser.

- Hund før og efter tandrensning

