Hund med pyometra
”Sandy”s ejer henvendte sig i klinikken, fordi hunden var begyndt at drikke meget og fordi den havde noget flåd bagi. Vi undersøgte ”Sandy” og fandt at hun havde feber på 39,6C (hundes normaltemperatur er 37,0C - 39,0C) og at der ganske rigtigt flød pus fra skeden. Vi undersøgte hendes bughule med ultralydsscanner, og opdagede at livmoderen var kraftigt forstørret.
”Sandy” havde fået livmoderbetændelse. Det er en sygdom som ofte rammer ældre tæver. Man kan godt forsøge at behandle med medicin, men det er ikke altid, at det virker, og ofte kommer livmoderbetændelse igen efter næste løbetid. Det bedste er at operere med det samme, og fjerne både livmoder og æggestokke.
”Sandy” blev opereret med det samme. Hendes livmoder, der normalt har en tykkelse som en blyant, var 3-4 cm i diameter og fyldt med pus. Operationen gik godt og ”Sandy” kom hjem samme aften. Næste dag så vi hende til kontrol, Sandy virkede mere frisk og såret var ikke hævet.
10 dage senere fjernede vi stingene. ”Sandy”s ejer fortalte, at hun nu var holdt op med at drikke så meget og desuden var blevet meget livligere og gerne ville lege igen.

