Hund med pankreasinsufficiens
”Kalle” er en 11 måneder gammel cairn terrier, der pludseligt var blevet meget mager. Han havde tidligere døjet med diarré og ejeren havde skiftet foder flere gange.
Nu var han blevet meget mager og vejer kun 4,7 kg, hvor normalvægten ville være omkring 8 kg. Når man lmærkede på ham, kunne alle ribben og rygknogler tydeligt føles, og han var også meget stille, især for en hvalp i den alder.
Blod- og afføringsprøver viste at ”Kalle” led af en defekt i bugspytkirtlen (pancreas). Normalt bliver næringsstofferne i maden nedbrudt af fordøjelsesenzymer, der produceres i bugspytkirtlen. I ”Kalles” tilfælde manglede disse enzymer, og al maden passerede derfor ufordøjet igennem ham. Uanset hvor meget mad han spiste, var han stadigt sulten.
Heldigvis kan man tilsætte enzymerne til maden, så den kan fordøjes/optages. Derfor får ”Kalle” nu hver dag en skefuld Pancreatin oveni maden. Allerede 3 dage efter behandlingens start, var han blevet så fræk, at han stjal kødben i vores venteværelse.
Da han var her til kontrol 1 måned efter, havde han taget 2 kg på og var atter blevet en legesyg hvalp.

