Hundefødsel
”Mackie” er en 2 år gammel brun labrador, som ejeren gerne vil prøve at trække et kuld hvalpe på. Første gang hun var til hanhund, blev hun bedækket 2 gange med 2 dages mellemrum og alt gik fint bortset fra, at hun ved scanning 3 uger efter parring, ikke var drægtig.
8 mdr. senere kommer hun i løbetid igen og denne gang tager vi blodprøver af hende, for at fastslå, hvornår det er det optimale parringstidspunkt. Første blodprøve udtages ca. en uge efter løbetidsstart og prøven sendes til et laboratorium, hvor man kan måle mængden af hormonet progesteron. Der tages efterfølgende blodprøver hver anden dag, indtil vi ser en markant stigning i progesteron-mængden, hvilket viser ægløsningstidspunktet og dermed det optimale parringstidspunkt.
Da blodprøven viste denne stigning, blev ”Mackie” parret, og det var planen at hun skulle parres igen 2 dage efter, men hun ville ikke lade sig parre igen.
På ca. 23. dagen efter parringen blev ”Mackie” scannet og vi kunne se, at der var fostre. Det kan være svært at se, hvor mange hvalpe der er ved scanning, så vi kom ikke med et bud på, hvor mange hvalpe der var, men vi var enige om, at der i hvert fald var 3!
En tæve er gennemsnitligt drægtig i 61-63 dage. Den sidste uge af drægtigheden målte ejeren tævens temperatur hver morgen og aften. Det er således, at ca. 1 døgn tid før fødslen falder temperaturen ca. 1 grad. Torsdag morgen var temperaturen noget lavere end den havde været morgenen før, og ved middagstid var den faldet ca. 1 grad. Om eftermiddagen begyndte ”Mackie” at blive urolig, pibe og ”grave” i tæpper og lignende. Kl. 2 om natten fødtes den første hvalp. ”Mackie” klarede det rigtigt fint, selvom det jo var første gang. Derefter kom der 4 hvalpe mere med ca. en times mellemrum. Tæven vaskede hvalpene og spiste fosterhinder og moderkager, hvilket er helt normalt.
Så var der en god pause på 3 timer, før der skete noget igen. I hvileperioden lå tæven roligt ved hvalpene og vaskede dem, og der var ingen tegn på komplikationer. (En fødsel kan godt gå i stå eller tæven kan have for svage veer, og så skal der ringes efter dyrlægen). Derefter fik hun veer igen og i løbet af de næste timer blev der født yderligere 5 hvalpe. Så det blev til 10 fine hvalpe i alt!
Om eftermiddagen blev hun for en sikkerheds skyld undersøgt af dyrlægen og fik 2 indsprøjtninger. Dels en indsprøjtning, der får livmoderen til at trække sig sammen igen og virker stimulerende på mælkeproduktionen, dels en indsprøjtning med Calcium for at forebygge at tæven får kalkmangel pga. den store mælkeproduktion.

