Kat med blærebetændelse
”Sofus”, 1½ år gammel kastreret hankat.
”Sofus”s ejer ringede til klinikken og fortalte, at ”Sofus” gik rundt og klagede sig og ikke ville spise. Han prøvede flere gange at gå på bakken, men kunne ikke tisse. Det var faktisk over et døgn siden at ”Sofus” sidst havde tisset. Vi bad ejeren komme med ”Sofus” med det samme, for det er alvorligt, når et dyr ikke kan tisse. Så kan den ikke komme af med affaldsstofferne, som udskilles gennem urinen, og vil hurtigt blive sløj. De kan dø i løbet af få dage, hvis ikke de kommer under behandling hos en dyrlæge.
”Sofus” blev indlagt med det samme. Han var ved at blive slap, havde feber og i bughulen kunne blæren mærkes som en appelsinstor spændt øm kugle. ”Sofus” blev forsigtigt bedøvet og fik lagt et kateter op i blæren, så vi kunne få tømt urinen ud. Hans urin var helt rød af blod og i mikroskopet sås masser af små krystaller.
”Sofus” havde blæresten, og det var grunden til at han ikke kunne tisse. Vi skyllede hans blære ren og behandlede med smertestillende, antibiotika og væske. Han fik lov til at komme hjem næste dag, da vi var sikre på at han kunne tisse selv.
Hans ejer skulle selv efterbehandle ham med antibiotika i 10 dage og desuden måtte han kun får precription diet S/D at spise. Dette foder påvirker urinen, så krystallerne opløses.
2 dage senere kom ejeren igen med ”Sofus”, for der var stadigt blod i urinen. Han kunne dog godt tisse og var feberfri, så han blev sendt hjem. Et par dage senere ringede ejeren og fortalte at det gik godt igen.
Det er især overvægtige kastrerede katte, der får blæresten, formodentligt fordi deres urinrør er smallere end hunkattenes. Man kan forebygge blæresten ved at fodre med et foder, der gør urinen sur og ikke indeholder for mange mineraler, f.eks. precription diet C/D.

