Kat med byld
”Pelle” er en 1½ år gammel alm. huskat, der elsker at komme ud for at jage fugle i haven. Hans ejere kommer med ham, fordi han er blevet meget stille og klager sig, når de vil løfte ham. Han har også fået feber. Da vi undersøger ham, finder vi en blød øm hævelse på højre side af brystkassen. For bedre at kunne se, fjerner vi hårene over hævelsen og pludseligt flyder det ud med rødgult, ildelugtende pus.
”Pelle” havde fået sig en byld, sandsynligvis som følge af slåskampe med andre katte. Katte har mange bakterier i mundhulen, og et bidsår bliver derfor næsten altid betændt. Til gengæld er katte meget gode til at overleve selv alvorlige infektioner. ”Pelles” byld blev helt tømt og skyllet ren, hvorefter han blev sendt hjem på penicillin i 5 dage.
Infektioner efter bidsår er en meget hyppig lidelse, som vi ofte ser her i klinikken. Det er især ukastrerede hankatte der slås med andre hankatte om hunkattenes gunst. Desuden forsvarer de fleste katte deres territorium.

- Her er en anden kat, der havde en stor byld på bagparten.
